Opdagelsen af en Militær overskuds motor
Starten på “Dream” og “Reaktionen på tidens behov” (1946)

Yamashita fabrikken i Yamashita-cho, Hamamatsu (cirka 1952)

En dag i september 1946, besøgte Honda en ven, Kenzaburo Inukai. Og ved et tilfælde, opdagede han der en lille motor. han havde lært Inukai at kende gennem bilværkstedet Hamamatsu, afdelingen af Art Shokai og Inukai drev et taxi selskab. Inukai havde fået omdesignet en motoriseret generator til sin Nr. 6 trådløse radio, generatoren var fra den tidligere kejserlige hær, og en bekendt havde efterladt den hos ham. Da Honda så den, fik han øjeblikkelig en ide. Det var et skæbnens øjeblik. Denne opdagelse dikterede hele hans fremtid, og det var fra denne ide at det senere Honda Motor Co. blev født.

Honda var startet som bil mekaniker. Motorer var hvad han kendte mest til, og oven i dette, var han en opfinder.

Det tog ham ikke lang tid at få ideen: “Lad os bruge denne motor til at drive en cykel.”

Ideen om at sætte en ekstern motor på en cykel havde eksisteret i et stykke tid. Det var blevet til et kommercielt produkt i England og andre steder, og nogle få af disse produkter var enddog blevet importeret til Japan før krigen. Det originale koncept til motorcyklen var også kommet fra ideen om at sætte en motor på en cykel. En cykel med ekstern motor er meget tæt på det originale motorcykel design. Selvom sådanne maskiner eksisterede, var de langt fra almindelige i efterkrigstidens Japan. Efter krigen, var transport tilstanden i Japan meget ringe, og den mest almindelige transport metode var en cykel. Selv last transport foregik på højt læssede cykler. Hvis man nu kunne sætte en ekstern motor på, ville det hele blive meget lettere. Og meget mere brugbart. Han havde opdaget noget folk ville glæde sig over, og samtidig var det god forretning, og så var det oven i købet inden for hans egen ekspertise.

Honda begyndte straks at arbejde på en prototype. Det var på dette tidspunkt han tog en typisk Japansk-stil varmtvands flaske, som han fandt i sit hus og brugte den som benzin tank. Den første prototype havde motoren monteret foran styret og drev cyklen ved hjælp af gummiruller der pressede på siderne af forhjulet. Dette koncept mindede meget om Velo Solex, den mest sælgende knallert i Frankrig. Men desværre var denne metode for hård ved dækkene da de var af ringe kvalitet, og resulterede i hyppige punkteringer. Styreegenskaberne var også ringe, og denne metode blev hurtigt skrottet. Istedet anbragte han motoren i stellet og drev nu baghjulet ved hjælp af et remtræk.

Det skal noteres at han allerede nu arbejdede på en original ide. Han tilføjede en manuel kobling, og et system der kunne holde remmen stram.

I denne efterkrigstid, sprang cykler med hjælpemotor frem samtidigt forskellige steder i Japan. Det var ikke noget tilfælde. Fænomenet var snarere en reaktion på tidens behov. Produktionen af rigtige motorcykler var også vendt tilbage, dog i noget mindre skala, hos en håndfuld firmaer der også eksisterede før krigen, samtidig dukkede en helt ny type køretøj frem da krigen sluttede. Det var den første scooter der blev produceret i Japan, Kaninen, fra 1945.

Men prisen for disse maskiner gjorde at de var uopnåelige for de fleste mennesker. I kontrast til dette, blev cyklen med hjælpemotor budt velkommen som en revolutionær bekvemmelighed man havde råd til.

Denne 2-takts 50 cc modificerede motor der repræsenterede starten for Honda Motor Co. var blandt de første sådanne produkter der dukkede op.

"Sent på sommeren 1946, blev en lille, barrak-lignende bygning rejst midt i det udbrændte græsområde der havde været Nr. 30, Yamashita-cho, Hamamatsu City. Indenfor var der en gammel bæltedreven drejebænk, og udenfor stod der på række omkring 10 maskinværktøjer. Ved indgangen hang der et skilt hvorpå der stod Honda Technical Research Institute. Præsidenten og en 12-13 ansatte arbejde hårdt." Dette er starten i bogen "Honda Motor Company historie" der blev udgivet ved firmaets syv års jubilæum. Præsidenten var selvfølgelig Soichiro Honda. Historiebogen angiver meget åbent dagen som sent på sommeren, men mere præcist var det den 1. September. Hjælpemotor cyklen kom på markedet i oktober, så Honda Technical Research Institute blev stiftet kort før Honda opdagede "overskuds generatoren".

“Før vi fik fat i denne motor, havde vi prøvet mange forskellige ting, Og ingen af dem levede op til hvad "den gamle" (sådan omtalte de altid Soichiro Honda) forventede,” sagde Isobe, når han beskriver Præsident Honda’s entusiastiske ideer. “Men denne gang, var det en helt anden reaktion. Gummirulle metoden duede ikke, så tænkte over om han skulle placere motoren centralt, eller bagerst, og snakkede meget om hvorvidt den skulle have remtræk eller kædetræk. I 3-4 dage arbejdede han, dag og nat. Jeg var der sammen med ham, hjalp til. På dette tidspunkt, hang Honda Technical Research Institute skiltet der allerede.”

Sachi husker: “‘Jeg har lavet en af disse cykler, så nu prøvekører du den.’ Det var hvad min mand sagde da han havde en af maskinerne med hjem. Senere, påstod han at han havde lavet den fordi han ikke kunne holde ud at se mig træde så hårdt i pedalerne på min cykel når jeg skulle ud efter mad, men det var en historie han fandt på senere for at få det til at lyde bedre - selvom det måske har været en lille del af grunden. Jeg tror nu det hovedsageligt var fordi, han ville vide om en kvinde var istand til at håndtere cyklen. jeg var hans "prøveklud". Han fik mig til at køre gennem alle hovedgaderne der var fyldt med mennesker, Så jeg klædte mig i mine bedste "monpe" (posede bukser som blev båret af bondekvinder og kvindelige arbejdere) når jeg kørte på cyklen.”

Så Honda Motor Co's første kvindelige testkører. var præsidentens kone, Sachi. Alle forbipasserende gloede. Her kom en cykel der opførte sig som en motorcykel, og så blev den kørt af en kvinde. Det var helt åbenlyst en del af Honda’s plan, at gøre cyklen til det store samtaleemne i byen.

“Efter at have kørt rundt et stykke tid, vendte jeg tilbage til huset, og opdagede at mine bedste monpe var smurt ind i olie,” fortsatte fru Honda. “Jeg sagde til ham, at det duede ikke. Dine kunder kommer bare tilbage og skælder dig ud. Hans reaktion var normalt, ‘Åh, hold op. Lad være at gøre det til et problem.’ Men istedet var hans reaktion denne gang, ‘Hmm, måske har du ret.’ Han var meget ydmyg omkring emnet.”

Grunden til olie spildet var at benzin/olie blandingen blev blæst tilbage gennem karburatoren. Så fuldkommen som fru Honda havde ønsket, blev forbedringer lavet så dette ikke skete igen.

Den lille generatormotor var blevet fremstillet af Mikuni Shoko firmaet, som var kendt for deres karburatorer. Præsident Honda opkøbte hurtigt de resterende motorer hos Mikuni fabrikken i Odawara og Kamata.

Efter opkøbet af de 500 motorer kunne han blot sætte dem på cykler og sælge dem, men i typisk Honda stil var det ikke godt nok. Han skilte hver eneste motor ad, gik dem grundigt igennem, og samlede dem igen, før han satte dem på cyklerne, og herefter prøvekørte han hver eneste cykel før de blev solgt. Dette var den tidligste udgave af nutidens gennemgribende kvalitets kontrol.

Hver eneste cykel fik denne behandling så de ikke bragte skam over navnet Honda Technical Research Institute.

Cyklerne blev hurtigt kendt for deres kvalitet, alene ved mund til mund metoden. Efter at have hørt rygterne, kom kunderne til Hamamatsu fra Nagoya, Osaka, Tokyo, og andre store byer.

Det stod hurtigt klart at de modificerede motorer hurtigt ville slippe op. Men naturligvis var, Honda allerede igang med at forberede sig på, hvad der naturligt måtte følge. Han arbejdede naturligvis på at udvikle sin egen første motor, og på at producere en Honda motor.

I marts det følgende år, 1947, blev Kiyoshi Kawashima første mand i firmaet med en ingeniør uddannelse. hans jobsamtale foregik i Præsident Honda’s hjem, omkring et traditionelt kotatsu (Japansk fod varmer) bord. Sachi Honda husker samtalen:

“Min mand fortalte ham, ‘Lige nu, har jeg ikke råd til at betale dig den løn en mand med din uddannelse ellers har krav på.’ Kawashima svarede venligt, ‘det gør ikke noget.’

Kawashima husker: “Tja, det var jo i 1947, var det ikke? Det var da arbejdsløsheden var størst. På det tidspunkt, var jeg ligeglad med lønen, bare jeg fik en løn. Bare det jeg kunne få lov at arbejde som ingeniør, så var firmaet lige gyldigt. Den gamle var jo kendt for sit arbejde i Hamamatsu, og det var alle tiders chance at arbejde i hans firma. En anden ting var at mit hjem var i Motome-cho, nabobyen til Yamashita-cho, så jeg havde kun 5 minutters gang til arbejde. Ingen udgifter til transport. Lønen var da godt nok lav i begyndelsen, og nogle gange var da også i tvivl om jeg overhovedet ville få en løn, så det bekymrede mig ind imellem, men jeg var ungkarl og boede hos mine forældre, så jeg klarede mig. Når jeg ser tilbage på den tid, kan jeg godt se at jeg var meget heldig” siger han, grinende.

“Du kan starte imorgen” sagde Honda til Kawashima og så var han ansat.

“Så da jeg startede, var mit første job at modificere generatormotorer. Der kom omkring 10 hver mandag, så fjernede jeg generator delen og skilte motoren. Om tirsdagen, rensede jeg alle delene. Om onsdagen, torsdagen, og Fredagen, modificerede jeg delene, og om lørdagen samlede jeg motoren igen. Lørdag eftermiddag, satte jeg motorerne på cykler og prøvekørte dem. Jeg siger godt nok prøvekørte, men i virkeligheden, kørte jeg dem bare op ad en bakke i nabolaget” siger han igen grinende. Når det så var gjort, stod der en gruppe mennesker og ventede på motorerne, nogen af dem lignede sortbørs hajer. De fik hver to motorer i deres rygsække og tog dem så til Tokyo, Osaka, ja ud i hele landet. De betalte naturligvis ved levering. Så jeg stod med et bundt sedler og tænkte, det ser ud til at jeg får løn i denne måned, min løn er ikke forsinket, og jeg følte mig virkelig lykkelig".

Den gamle var blandt andet kendt for at råbe ad sine ansatte, men i de tidlige dage ved Honda Technical Research Institute, så vi også en anden side af ham. En dag kom hans kone til kontoret i Yamashita fabrikken. Jeg sagde "Jeg hører at fru Honda er her, er der noget galt?’ manden der lavede regnskabet fortalte mig at hun kom for at spørge ham: "Honda har ikke givet mig nogen penge til husholdningen, så jeg kan ikke købe ind. Jeg er meget ked af at spørge, men kan du låne mig nogle penge?’ For den gamle, havde de ansattes løn første prioritet. Hans kone og børnene kom bagefter. Sådan var han som menneske.”

“Men det var nu også før det blev til Honda Motor Co., Ltd.,” tilføjede Kawashima. “Efter vi blev et rigtig selskab, skete sådan noget aldrig mere. Lang tid før, at Hamamatsu afdelingen af Art Shokai som den gamle kørte som sin egen personlige forretning blev til et selvstændigt firma. Indtil, da havde hans kone hjulpet til på kontoret, men da det blev selvstændigt, havde han fortalt hende: "Fra imorgen, har du ikke længere nogen forbindelse med dette arbejde. Lad være med at snakke om det, og du må ikke komme til kontoret." Han tillod ikke forretningen og hans privatliv at blande sig, og han tillod det heller ikke hos andre.”

Selv da firmaets produkter begyndte at sælge godt, var det ikke nemt at føre regnskabet for Honda Technical Research Institute. Regnskaberne dyngede sig op. Regnskaberne var præcist hvad Præsident Honda hadede mest af alt, og han var heller ikke god til det.

“Det var virkelig underligt for mig at se” sagde Kawashima. “Når det handlede om produkt omkostninger, og effektiviteten på fabrikken, var han den strengeste, og meget rationel i sin tænkemåde. Men når det handlede om salg og regnskab, kunne han slet ikke finde ud af det.”